Det er super vigtigt at børnene har mad nok med i skole, ellers bliver de uoplagte og får svært ved at koncentrere sig resten af dagen. Men det hele starter med morgenmaden, for har de ikke fået det, eller ikke fået nok. Så spiser de hele madpakken i første lille frikvarter og ja, så skriger deres mave på mad resten af dagen.
Jeg har set rigtig mange børn tømme madkassen allerede inden 1. time, ofte er det børn der har været i morgen SFO og måske har prioriteret leg fremfor morgenmaden. Det dur bare ikke, det ved vi godt allesammen. Så lad dette skoleår blive året, hvor alle børn får morgenmad inden skoledagen starter.
Ved 10-tiden er de fleste igen lidt sultne, sørg for at have en lille ekstra mad med, til dette frikvarter. Gerne en gnavebolle og et stykke agurk eller gulerod, det kan også bare være en lille klapsammen mad. Det er en rigtig god ide at vænne børnene til at selve madkassen kun skal frem i det store frikvarter, så 10-maden skal helst være i en lille pose, eller bøtte for sig selv, så de ikke får overspist på dette tidspunkt.
Til frokost skal madkassen frem og dette er deres hovedmåltid i løbet af skoledagen, dels skal den mætte nu og her, samtidigt skal den ligge en bund, der kan dække indtil aftensmaden. Her er groft brød oplagt, sammen med børnenes favorit pålæg. Grove grøntsager og fx en lille yoghurt med lidt lækker topping. Der kan også være rester fra aftensmaden, frikadeller, pitabrød, et pølsehorn eller noget helt andet, bare det dækker barnets behov for et hovedmåltid. Skulle barnet efterlade noget mad i madkassen, kan de spise det senere på skoledagen, men det skal man aldrig forvente at de gør.
Så igen skal vi huske et mellemmåltid til eftermiddagen, det kan være et stykke frugt, gnavegrønt eller et par sundere snackkugler. Vi kender det jo fra os selv, derhen af eftermiddagen så er vi ved at gå sukkerkolde og har brug for lidt hurtig energi. De mindste børn er ofte i SFO hvor der bliver serveret noget let mad der om eftermiddagen, men der er rigtig lang tid fra kl. 12 hvor de spiser madpakke til kl 15 hvor SFO servere noget.
Så altså, husk på at børnene er nært ved halvdelen af deres vågne timer på skolen og det kræver sin del mad og ikke kun en frokost men også flere mellemmåltider. 🙂
Håber alle jeres børn får en god første skoledag imorgen 🙂