I dag skal i have en rigtig hygge opskrift, nemlig en opskrift på nicecream.
Nicecream er et nyere ord som vist er lidt af et internet fænomen, oprindeligt kaldte man det bare for Vegansk is. I denne opskrift har jeg valgt at lave to varianter af isen. Både en med avokado og en med banan. Så kan i selv vælge hvad i er mest til. Avokadoen kan slet ikke smages i isen, banan kan man svagt ane. Begge frugter er med til at søde isen og “puffe” den op i blendeprocessen så den bliver dejlig cremet og fluffy som en god softice.
Min blender / foodprocessor er lige stået af, så jeg har lavet denne med en stavblender – men jeg vil anbefale at bruge en foodprocessor eller blender, det tager knapt så lang tid :-).
Til (4 personer) ca. 500 g nicecream med bærsymfoni skal du bruge:
- 300 g frosne blandede bær (køb evt. den pose der hedder bærsymfoni)
- 2 store gule banan eller 2 store modne avokadoer
- 200 g kokosmælk, ryst dåsen inden du åbner den
- 1 tsk. vanilje pulver
Topping:
- 1 håndfuld friske bær til topping
Sådan laver du isen:
- Kom alle ingredienser i blenderen og blend i 7-8 minutter til det er blevet godt blandet sammen
- Stil isen i fryseren mindst 1 time – i stor form så det kan brede sig ud og hurtigere fryse..
- Inden servering røres isen rundt og toppes med friske bær
Kalorieindhold ved 4 portioner:
Med banan: 171 kcal
Med avokado: 259 kcal
Ved brug af kokosmælk light:
Med banan: 117 kcal
Med avokado: 205 kcal