Vi elsker Mango herhjemme, både som frugten i sig selv men også i denne hjemmelavede grove mangochutney som gerne må spises lun, smager så skønt. En MangoChutney kan hurtig blive for sød til vores smag og jeg har aldrig helt forstået mængden af sukker man normalvis bruger til sød chutney, da Mango i sig selv jo er meget sød.
Det er nok lidt forkert at kalde min opskrift for en chutney, da det jo normalvis betyder at frugten er helt kogt ud.
Til 4 personer skal du bruge:
1 Mango, 1 æble, 1 lille løg, hvidkål svarrende til mængden af løg, 1 tsk. kanel, 1 tsk. hvidløgs salt, 1 tsk. karry, 2 spsk. olie / smør. 1-1,5 dl vand
Fremgangsmåde:
Skær løg og hvidkål i små i bitte stykker. Skræl mango og skær frugtkødet fri af den hårde kerne, skær derefter i tern. Æblet skrælles ikke men skæres i tern (uden kernehus).
Varm olien op i en gryde sammen med kanel, hvidløgs salt og karry, kom herefter løg og hvidkål i og lad det stå et par minutter imens du rør lidt rundt i det. Kom derefter vand i og til sidst mango og æble. Lad det simre i gryden (under løbende omrøring) indtil vandet er lige ved at være fordampet. Det tager ca. 15 minutter lidt afhængig af gryde, komfur o.s.v.
Server det lunt / eller koldt til kyllingretter og lignende… smager også skønt koldt i en sandwich ;)…