Citronmuffins med birkes

Disse citronmuffins med birkes smager friskt af citron og har en krydret smag fra birkes. Kagerne er saftige og holder sig sådan længe, også 2-3 dage efter de er bagt, hvis de overlever så længe.

Giver ca. 9 mindre muffins

Fremgangsmåde:

  • 2 økologiske citroner
  • 2 æg
  • 125 g sukker til kagen
  • 65 g sukker til citronsirup
  • 80 g smør
  • 25 g birkes
  • ½ dl mælk
  • 125 g mel
  • 1 tsk. bagepulver

Vask citronerne, og riv skallerne på den fine side af rivejernet. Pres saften ud af den ene citron, og gem den til lagen, du skal koge senere. Pres saften af den anden citron, da den skal i kagen.

Smelt smør, evt. i microen, og lad det afkøle en smule. Pisk sukkeret til kagen luftigt sammen med æggene. Vend sammen med citronskallen fra begge citroner, saften af den ene citron, det smeltede smør og birkes.

Sigt mel og bagepulver, for at undgå klumper, ned i skålen med dejen, og rør forsigtigt sammen med mælken.

Jeg vil anbefale, at de bages i silikoneforme, da papirforme formentlig ikke vil slippe kagerne ret godt. 

Bages ved 170 grader, alm. ovn i 25-30 min., men tjek allerede med en kødnål ved 20 min. Hvis dejen ikke hænger fast i nålen, så er de færdige.

Mens kagerne bager, koges sirup af saften fra den ene citron sammen med sukkeret til citronsiruppen over svag varme. Rør ofte rundt og sluk, så snart det tykner en smule.

Når kagerne kommer ud af ovnen, og mens de er lune, fordeles den lune sirup ud over kagerne. Når de er afkølede, kan de listes ud af silikoneformene og evt. serveres. Dog er disse muffins bedst dagen efter, da citronsiruppen trænger bedre ned i kagerne.  

Prøv at servere med jordbærmynte til.

Del dette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.