Jeg er igang med et projekt “jeg skal tabe mig 10 kg”. Det er ikke noget der skræmmer mig, for jeg er selvsikker nok til at tro jeg kan. Det handler bare om at jeg skal lade være med, at drikke Coca cola og i stedet drikke masser af vand og især huske, at spise morgenmad. Så skal det nok komme stille og roligt.
Vi spiser overvejende sundt herhjemme, så kosten er der ikke så meget der kan ændres på. Jeg har dog selv valgt at droppe pasta, ikke fordi jeg mener det er usundt i de rette mængder, men fordi det ikke mætter mig i ret lang tid. Fx bruger jeg nu broccoli til kødsovsen. Med stor succes. Det mætter meget længere tid og giver ikke den der maste fornemmelse over at have spist for meget, hvilket pasta i den grad gav mig.
Mine børn spiser altså stadig pasta, så længe de har lyst til det, får de lov.
Broccolien giver jeg blot et par minutter i kogende vand, så den stadig har god bid. Det betyder at der skal tygges i stedet for at “sluges” som med helt blødt pasta. Det er kroppen altså meget gladere for, hvert fald min.
Forleden tog jeg rester af broccoli og kødsovs og blandede sammen til frokost (madpakken) dagen efter, det fungerede også rigtig godt, selvom det var koldt. Hvis det havde været en pasta havde jeg ikke spist det på 2. dagen da det ofte klistre sammen og bliver kedeligt hvis det er med i madkassen. Så er i til både broccoli og kødsovs, så syntes jeg virkelig i skal prøve denne kombination.
Min kødsovs er en helt basis en af slagsen, men som altid bliver en succes.
Til 4 personer:
1 spsk flydende margarine, 500 gram hakket okse, 1 lille løg, 1 dåse hakkede tomater, 2 tsk paprika og lidt salt.
Kom margarine, paprika og løg i gryden, varm det godt op og brun derefter kødet deri. Tilsæt de hakkede tomater og lad det simre i 15 minutters tid og smag til med salt.
Nemmere bliver det ikke 🙂
Dejlig fredag til jer